Billedkunstner Elisabeth Neckelmann (1884-1956).
Maleren Elisabeth Neckelmann (1884-1956) skænkede i 1937 ti malerier til ophængning i Kvindernes Bygning. Samlingen rummer flest malerier med motiver fra Odsherred, fra opholdene i Neckelmanns selvbyggede strandhus i Højby Lyng.
Elisabeth Neckelmann voksede op med fynbomaleren Peter Hansen som stedfader, og hendes evner for at male og klippe i papir blev her stimuleret. Hun modtog siden undervisning på Teknisk Skole af maleren Fritz Syberg; men ellers var hun autodidakt. Hun udstillede på Kunstnernes Efterårsudstilling 1912-1914 og adskillige gange på Charlottenborgs censurerede udstillinger. De fleste af hendes malerier er i privateje, hvilket ofte var tilfældet med de kvindelige kunstneres værker dengang. En særlig glæde fik hun ved salg af værker til maleren Kristian Zahrtmann.
Kunsthistorikeren Rikke Zinck Jensen bringer i sin netartikel om maleren Kristian Zahrtmann et udateret brev fra Elisabeth Neckelmann til stedfaderen, maleren Peter Hansen. Herfra citeres: ”Jeg var igaar paa Den Fri for at tegne dit Billede til Kunstforeningen da jeg traf Zahrtmann. Vi talte længe sammen om Kunst og min Kunst, der er nu ingen jeg føler mig saa fri over for som Zahrtmann. Han var mest glad ved dit Billede fra Holte, der hvor Bimse staar op, i alt mange gode Ord om det, og da jeg nu netop var ved at tegne, bad man mig gøre en Tegning efter det som jeg skulde faa 100 Kr. for. Jeg var jo en besvimelse nær, tænk 100 Kr. Naa! Saa i Dag faar jeg brev fra Zahrtmann hvori han bestiller et lille lærred med 2 Tulipaner som han ogsaa vil give mig 100 Kr. for. Tænk at jeg skal male et billede til ham, det er jeg meget betaget af. Ikke at jeg tror han bryder sig om min kunst, men at han vil støtte den, han som ellers ikke synes om Malerinder – det er mageløst.”
Det blev skelsættende for Kvindelige Kunstneres Samfund, at Elisabeth Neckelmann blev valgt som formand i 1924, en post, hun bevarede til 1954. Hun indledte en målrettet kamp for kvindelige kunstneres ligestilling med de mandlige og udbyggede samtidig samarbejdet med de øvrige kunstnerorganisationer.
Først sent modtog Elisabeth Neckelmann påskønnelse for sit malertalent. I 1938 modtog hun et legat fra J. R. Lunds Fond, og i 1941 modtog hun Tagea Brandts Rejselegat.
Kvindernes Bygnings kunstsamling rummer 11 malerier af Elisabeth Neckelmann, som alle er blevet restaureret og nyindrammede i 2017.
Især et af værkerne skal fremhæves her. Det drejer sig om et maleri af fire børn. Personerne på billedet er ukendte; men det kunne muligvis dreje sig om Elisabeth Neckelmanns tre søstre og en lille dreng. Maleriet, som må antages at være et tidligt værk, blev opdaget da alle malerier skulle restaureres. Det blev først synligt, da arbejdet med restaureringen gik i gang. Det er nemlig malet på bagsiden af et maleri af to ældre mennesker, der hviler sig ved en mark.
Kunstudvalget, som var ansvarlig for restaureringen, skulle på det tidspunkt træffe beslutning om, hvilket af de to malerier, der skulle ”vende udad”. Efter længere tids overvejelser blev det besluttet, at det tidlige motiv skulle ”vende udad”. Gåden om identiteten på personerne kan måske løses på et tidspunkt ved sammenligning med Neckelmanns personskildringer i øvrigt, som for eksempel et maleri af hendes tre voksne søstre sammen med moderen.